Holder G8 landene hvad de lover?

Der er gået to år siden verdens rigeste lande i Gleneagles lovede 100 procent gældseftergivelsetil 24 gældsplagede lande og 50 milliarder dollars ekstra i udviklingsbistand i 2010 – heraf 25 milliarder dollars til Afrika. Løftet kom efter et voldsomt internationalt pres bl.a. fra MAKEPOVERTYHISTORY kampagnen med Bono og Bob Geldof i spidsen.

Den 6-8. juni mødes G8 landene igen – denne gang Heiligendamm i Tyskland for at gøre status på implementeringen af løfterne. Desværre ser det sort ud for verdens fattigste.

Bistanden til Afrika falder

Ifølge tal fra de rige landes samarbejdsorganisation (OECD), satte den globale udviklingsbistand nye rekorder i 2005 og nåede hele 106,8 mia. dollars. Alligevel slår OECD alarm og efterlyser større ansvarlighed fra de rige lande. Hovedparten af bistandsstigningen gik nemlig til gældseftergivelse, og der blev i praksis kun tilført begrænsede nye midler til verdens fattigste lande.

Hele 25 procent af de europæiske landes udviklingsbistand i 2005 gik til gældseftergivelse. Og gældsaftalerne med Irak og Nigeria fik gældseftergivelsen til at eksplodere og bragte de to lande til tops på listen over modtagere af global udviklingsbistand i 2005. Fratrækker man de rige landes gældseftergivelse til Nigeria i 2005, så faldt den samlede bistand til Afrika syd for Sahara med 2 procent i forhold til året før. En noget overraskende udvikling i lyset af løfterne fra G8 mødet i Gleneagles.

Siden er det desværre gået den forkerte vej. I 2006 faldt udviklingsbistanden til 103.9 mia. dollars og OECD forudser at udviklingsbistanden vil falde yderligere i de kommende år.

Denne udsættelse af bistandsstigning, risikerer at få alvorlige konsekvenser. Det er nemlig helt urealistisk at forestille sig, at verdens fattigste lande er i stand til at mangedoble deres indsats på f.eks. sundheds- eller uddannelsesområdet, medmindre udviklingen sker gradvist over en årrække. Hvis de rige lande venter til sidste øjeblik f.eks. i 2009/2010 med bistandsstigningen, vil risikoen for fejlinvesteringer og korruption øges og den folkelige opbakning til udviklingsbistanden risikerer at blive svækket. Derfor må de rige lande i Heiligendamm vise reel vilje og sætte klare tidsfrister for den manglende finansiering.

En handelspolitisk koldkrigssituation

Sammenbruddet i Verdenshandelsorganisationen WTO har fået de rige lande til at bevæge sig væk fra de multilaterale forhandlinger og i stedet søge imod de regionale handelsaftaler. Målet er klart! Når der ikke kan opnås global enighed i WTO, må de fattige udviklingslande makke ret i bilaterale forhandlinger. Der er allerede adskillige eksempler. I de seneste 12 amerikanske handelsaftaler med udviklingslande er patentreglerne langt skrappere end i WTO. Aftalerne mindsker f.eks. udviklingslandenes muligheder for parallelimport og udstedelse af tvangslicenser, selv for lande som er hårdt ramt af hiv/aids. Ydermere truer USA nu med at suspendere de fattige landes adgang til det amerikanske marked, hvis ikke de deltager aktivt i regionale frihandelsforhandlinger med USA. På den anden side af Atlanten forlanger EU markedsadgang til 78 lande i Afrika, Stillehavet og Caribien, hvilket er en klar forringelse af tidligere handelsaftaler mellem EU og verdens fattigste.

Omkring en tredjedel af Afrikas befolkning er underernærede og sultkatastrofer hærger næsten dagligt det afrikanske kontinent. For verdens fattigste lande er det altafgørende at ændre den enorme ubalance i handel med landbrugsvarer som har eksisteret i årtier. Men udenfor WTO er liberaliseringen af landbrugssektoren i de industrialiserede lande slet ikke til diskussion og fattige udviklingslande har ikke den samme forhandlingskraft og særlige status. De bilaterale forhandlinger minder mest om en skolegård hvor de store drenge tæver de små - mens gårdvagten er til kaffepause.

Desværre er der ingen tegn på bevægelse. Den amerikanske og europæiske vilje til at bekæmpe global fattigdom ved hjælp af handel befinder sig på et historisk lavpunkt. Derfor er det afgørende at de rige lande i Heiligendamm viser fornyet vilje til at genoptage de globale handelsforhandlinger med fokus på markedsadgang for de fattigste lande, handelsrelateret bistand og en liberalisering af landbrugssektoren i de industrialiserede lande.

Gældseftergivelse betyder færre penge

Gældseftergivelse til verdens fattigste er gået hen og blevet en ny afløbsmekanisme, som sikrer at de rige lande lever op til egne eller internationalt vedtagne bistandsmål. Dette er f.eks. tilfældet, når Danmark eftergiver gæld til Nigeria, idet bistanden som bekendt stiger i takt med den økonomiske vækst. Men fratrækker man de rige landes gældseftergivelse til Nigeria i 2005, så faldt den samlede bistand til Afrika syd for Sahara med 2 procent i forhold til året før. Faren ved denne øvelse er naturligvis, at EU's befolkninger tror, at Afrika modtager store summer til fattigdomsbekæmpelse – selvom dette langtfra er tilfældet. Rent faktisk går omkring 22 procent af EU landenes samlede udviklingsbistand i 2006 til gældseftergivelse, men kun en brøkdel af disse frigøres reelt til investeringer i sundhed eller uddannelse.

U-landenes gæld består hovedsageligt af 20-30 år gamle eksportkreditlån, der som hovedregel blev givet med det formål at fremme danske virksomheders eksport snarere end at bekæmpe fattigdom. Samtidig blev lånene ofte givet til militær- og diktatorregimer, som ikke har prioriteret social og økonomisk udvikling for deres befolkning. Norge er hidtil det eneste land, der har følt sig moralsk forpligtet til at vurdere om tidligere eksportkreditter er legitime og derfor retfærdigvis kan finansieres over udviklingsbistanden. Derfor måtte man sidste år erkende, at eksportkreditlån fra 1970'erne bestående af norske skibsleverancer, snarere sikrede beskæftigelse til en kriseramt norsk skibsindustri end udvikling i verdens fattigste lande. Det burde være indlysende, at en sådan vurdering af eksportkreditlånenes indvirkning på fattigdomsbekæmpelse er helt afgørende for, om de efterfølgende kan eftergives over udviklingsbistanden. Men en sådan analyse er, aldrig foretaget i Danmark eller G8 landene.

U-landenes gæld eftergives til den pålydende værdi (altså med renter og renters rente) i stedet for til gældens markedsværdi, der som hovedregel udgør mellem 0-50 procent af den pålydende værdi. Ingen forventer, at gælden vil kunne tilbagebetales fuldt ud, og gældens værdi nedskrives derfor til et mere realistisk niveau. Dette er også normalt tilfældet med u-landenes gæld til G8 landene. Men når gælden eftergives over udviklingsbistanden, sker det altid til den pålydende værdi. Groft sagt kan man sige, at vi overkompensere os selv, når gælden eftergives.

G8 landene må arbejde for, at den internationale bistandsstigning til Afrika ikke ender i et gældseftergivelsescirkus, som ikke giver flere ressourcer til global fattigdomsbekæmpelse. Der er naturligvis intet forkert i at eftergive fattige landes gæld. Men det er helt uholdbart, når gældseftergivelsen betyder færre midler til verdens fattigste.